Historien om min slægtsforskning

Mit navn er Jesper Nerløe. Denne hjemmeside er mit personlige projekt, hvor jeg vil samle navne og oplysninger om min familie og dens aner, og bruge det som udgangspunktet for min videre slægtsforskning.

Herunder kan du læse om hvorfor jeg gik i gang med slægtsforskning, og hvordan det hele begyndte.

Det begyndte med en krise

Læser du i historiebøgerne, finder du hurtigt ud af at der gennem tiden har været utallige perioder med krige, konflikter og sygdomsepidemier, som har påvirket hele nationer og befolkninger – og ikke mindst historiens gang. Selvom kriser og epidemier ofte er forbundet med usikkerhed, og i nogle tilfælde har langstrakte og uhyggelige konsekvenser, sker det også at de fører gode ting med sig. Det er denne hjemmeside et eksempel på.

Det startede i foråret/sommeren 2020, under Corona-krisen (COVID-19), hvor Danmark i foråret havde været igennem en månedlang nedlukning. Nedlukningen var politisk besluttet, og blev indført for at modvirke at hospitalerne blev overbelagt med syge – hvilket ville have medført kapacitetsproblemer og en højere dødelighed for de værst ramte.

Selvom Danmark begyndte at åbne op igen i løbet af sommeren, var tiden fortsat påvirket af restriktioner i hverdagen og 'bliv hjemme'-anbefalinger, for at reducere smittespredningen. Mange var fortsat sendt hjem fra arbejdspladserne, og havde derfor mere tid til rådighed end normalt. For mit vedkommende blev det begyndelsen på min slægtsforskning.

Fra nysgerrighed til slægtsforskning

I begyndelsen var hensigten blot at undersøge mine bedsteforældres rolle i modstandsbevægelsen under Danmarks Besættelse i 1940-1945. Med udgangspunkt i nogle få navne og oplysninger, som min mor havde fortalt om da jeg var barn, gik jeg i gang. Hurtigt lærte jeg at finde oplysninger i de kirkebøger og folketællinger som er tilgængelige på nettet via Rigsarkivets Arkivalier Online (AO).

Kirkebog (F)
En side i kirkebogen for Sankt Matthæus Sogn i København, under 'Fødte mænd 1885-1887', side 331, nr. 766. Her ses fødselsregisteringen for Thorvald Folmer Nielsen. I 1933 blev efternavnet streget over og erstattet med 'Nerløe'.

Efterhånden fik jeg indsamlet en lang række informationer, og flere navne end jeg oprindeligt havde kendt til. Nu blev jeg nysgerrig på hvem de øvrige personer i min familie var. Det var her at jeg for alvor blev ramt af bevidstheden om at en familie ikke kun består af nulevende personer.

I virkeligheden tæller vores familie jo en uendelig række af personer (aner), som har levet før dem man kendte til – de mange ukendte personer og navne, som har bidraget til min eksistens. Uden dem havde jeg slet ikke været her.

Vi har alle 2 forældre, 4 bedsteforældre, 8 oldeforældre, 16 tipoldeforældre – vores forfædre – og rækken af aner går helt tilbage til tidernes morgen (eller i hvert fald menneskets oprindelse). For hvert slægtled (generation) vi går tilbage i tiden, fordobles antallet af personer som vi er i direkte familie med.

Går vi blot 100 år tilbage i tiden, fra vores egen fødsel, har vi omkring 14 aner[1]. 200 år tilbage, vokser antallet af personer til omkring 126[2]. 300 år tilbage er antallet omkring 1.022[3] osv.

Det er en stor familie! Det var jeg nødt til at undersøge nærmere...

Nerløe-familien
Nerløe-familien, barnedåb i 1950. Øverst fra venstre: Thorvald Folmer Nerløe, (ukendt), Verner Nerløe, Martin Peter Johannes Larsen og (ukendt). Nederst fra venstre: Edel Nerløe(?), Flemming Nerløe, Erna Nerløe, Mary Larsen(?) og Jørgen Nerløe.

Registrering af aner

Til at starte med skrev jeg navne og oplysninger ned i et tekstdokument på min pc, men hurtigt indså jeg at det ikke var et optimalt redskab. Et tekstdokument kan ikke erstatte en database. Derfor søgte jeg på nettet, og fandt nogle slægtsdatabaser hvor man kunne registrere sine aner på nettet. Selvom disse hjalp mig videre i min slægtsforskning, oplevede jeg også begrænsninger – ikke mindst fordi jeg ikke ville betale op til 1.800 kroner om året for at få fuld adgang.

Da jeg selv er webudvikler og programmør, besluttede jeg at afsætte tid til at udvikle mit eget system. På tidspunktet havde jeg allerede min egen hjemmeside-platform, som jeg videreudviklede så den kunne benyttes som slægtsdatabase. Først byggede jeg anetavlen, dernæst en skabelon til siderne med aneoplysninger og til sidst en aneliste som giver det fulde overblik med alle de aner jeg har registreret.

At jeg har valgt at udvikle mit eget slægtssystem, betyder at jeg selv kan udforme og udtrække statistikker og data som jeg ønsker. På forsiden kan du finde disse, og eksempelvis se om nogle af mine aner har fødselsdag i dag.

Jesper Nerløe

Programmør og
slægtsforsker

Noter

  1. ^ 2 + 4 + 8 = 14
  2. ^ 2 + 4 + 8 + 16 + 32 + 64 = 126
  3. ^ 2 + 4 + 8 + 16 + 32 + 64 + 128 + 256 + 512 = 1.022